Gå til indhold
Mazda annoncerer ny 6-cylindret dieselgeneration til CX-60
Mazda annoncerer ny 6-cylindret dieselgeneration til CX-60

Pressemeddelelse -

Mazda annoncerer ny 6-cylindret dieselgeneration til CX-60

  • 3,3-liters rækkedieselmotor med 6 cylindre
  • 200 eller 254 hk, op til 550 Nm
  • Må trække 2.500 kg
  • Brændstoføkonomi: op til 20,4 km/l ved blandet kørsel (WLTP)
  • CO2-emission: ned til 127 g/km ved blandet kørsel (WLTP)

De første eksemplarer af den nye Mazda CX-60 som Plug-in Hybrid ankommer i disse uger til de danske Mazda-forhandlere, og den har officiel Danmarkspremiere den 20./21. august 2022. Mazda frigiver nu flere informationer om kommende versioner med to varianter af en 6-cylindret 3,3-liters dieselmotor, ”e-Skyactiv D”, som med ny teknik bliver usædvanligt ren og effektiv for en bil i denne størrelse. Den bliver et kraftfuldt og komfortabelt alternativ både til dem, der ofte tilbagelægger lange strækninger, og dem, der ofte har behov for at trække en tung anhænger efter bilen.

Mazda har valgt et relativt stort slagvolumen og flere cylindre end normalt til sin nye dieselmotor og har udviklet en ny, avanceret forbrændingsteknik med betegnelsen DCPCI (Distribution-Controlled Partially Premixed Compression Ignition), der optimerer motorens effektivitet, udslip og brændstoføkonomi. Derudover er motoren kombineret med et nyudviklet 48V mildhybridsystem, der assisterer motoren ved acceleration og genindvinder bremseenergi. Konstruktionen som 6-cylindret rækkemotor sikrer en fin balance og vibrationsfri gangkultur.

Mazda CX-60 e-Skyactiv-D vil i Danmark blive tilbudt i to forskellige varianter med henholdsvis 200 hk og baghjulstræk og 254 hk og firehjulstræk. Firehjulstrækket er af typen, der normalt trækker på baghjulene og ved mindste tilløb til hjulspin sender op til 50% af kræfterne til forhjulene. Det maksimale drejningsmoment ligger på henholdsvis 450 Nm for motoren med 200 hk og 550 Nm for motoren med 254 hk. Det høje drejningsmoment er med til at sikre, at CX-60 også med dieselmotor må trække hele 2.500 kg.

På trods af bilens størrelse og de kraftfulde motorer kører CX-60 e-Skyactiv D op til 20,4 km/l ved blandet kørsel efter WLTP-normen med et CO2-udslip på ned til 127 g/km.

Den helt nye dieselmotor til Mazda CX-60 forventes på markedet i januar 2023. Senere i 2023 introduceres Mazda CX-80, der er en større version af Mazda CX-60 med tre sæderækker.

Emner

Kategorier


Mazda blev grundlagt i 1920 i Japan og er et multinationalt selskab påvirket af forskellige kulturer men med stor respekt for sin japanske arv. Hos Mazda tror vi på, at man skal udfordre konventionerne for at gøre ting bedre. Den måde at tænke på har ført os til udviklingen af banebrydende tekniske løsninger og biler, som er smukke, inspirerende og ikke mindst sjove at køre i.

Kontakt

Jannik Olsen

Jannik Olsen

Pressekontakt PR Manager +45 26 31 88 37